Tre radikale politikere fra Middelfart, Odense og Assens går nu sammen i et fælles krav om økonomisk støtte fra Folketinget til at finansiere S-togslignende jernbanedrift på Vestfyn. Rasmus Helveg Petersen, transportordfører for Radikale Venstre, er enig, og han vil tage forslaget med til de kommende infrastrukturforhandlinger, der forventes at starte senere på foråret.
Radikale Venstre i Middelfart, Odense og Assens kræver nu, at Folketinget afsætter penge til at sikre S-togslignende drift med hyppige afgange og faste minuttal mellem Fredericia og Odense på den nuværende jernbane henover Vestfyn. Kravet kommer forud for de kommende forhandlinger om infrastruktur og støttes af parties politiske ordfører.
”Vi skal have et fynsk S-togs net, og den mest oplagte strækning at begynde med er det nuværende jernbanelegeme mod Fredericia. Odenses mange vækstvirksomheder har behov for arbejdskraft fra hele regionen, og pendlernes rejsetid betyder alt for tiltrækningsmulighederne. Der skal være et hurtigt og pålideligt alternativ til bilen for alle fynboer, der skal til Odense. Derfor er det logisk at investere i S-togsdrift mellem Odense og Fredericia. Det vil give fantastiske muligheder. Ved stationen i Holmstrup forestiller jeg mig, at der skal være en stor pendlerparkeringsplads, så alle bilister vestfra kan slippe for at køre igennem Odense, når de skal til og fra arbejde” udtaler Susanne Crawley Larsen, Rådmand, Odense Kommune.
Folketinget har allerede besluttet at anlægge en ny højhastighedsbane over Vestfyn, der reducerer rejsetiden for persontog, fordi den er fire kilometer kortere end den eksisterende jernbane, og fordi den giver mulighed for at køre med op til 250 km/t. Når den nye jernbane er færdig i slutningen af 2020’erne, vil den frigøre kapacitet på den nuværende jernbane over Vestfyn, og det er denne mulighed, der har fået de radikale politikere op af stolen.
”Mobiliteten på Vestfyn er i krise. Regionaltoget er udsultet, og der er løbende kommet færre og færre afgange for at give plads til hurtigtogene. Det skaber en ond spiral, hvor kundegrundlaget forsvinder, fordi flere vælger bilen til. Det skaber igen problemer på den vestfynske motorvej, som er voldsomt udfordret af trængsel. Det er en afgørende politisk opgave at forbedre den offentlige transport på hele Vestfyn. Det oplagte svar er at investere i S-togslignende drift på Vestfyn. Det vil virkelig gavne mobiliteten for borgerne i Tommerup Stationsby og Aarup”, udtaler Poul Poulsen, byrådsmedlem, Assens Kommune for Radikale Venstre.
I Middelfart er de radikales spidskandidat Elisabeth Tejlmand enig i visionen.
”Borgerne i Nørre Aaby, Ejby og Gelsted har meget at vinde ved en bedre jernbaneforbindelse til Odense og Fredericia. Som det er nu, er det svært at undvære bilen i det daglige, når man skal på arbejde uden for kommunen. Desværre er trængslen på motorvejen bare blevet værre og værre i de sidste par år. Det skader pendlermulighederne i de mindre byer i kommunen. Hvis vi kan vende udviklingen, og forbedre mobiliteten i jernbanedriften, så tror jeg på, at det kan blive meget attraktivt at flytte til Middelfart Kommune, der ligger godt placeret i mellem arbejdspladserne i Odense og Trekantsområdet”, udtaler Elisabet Kjær Tejlmand.
I den radikale Folketingsgruppe på Christiansborg er der stor lydhørhed overfor tre lokalpolitikeres visioner for den fremtidige togdrift på den gamle bane.
”I Folketinget har vi jo for længst besluttet, at der skal bygges en ny højhastighedsbane på Vestfyn. Derfor er tiden rigtig til at beslutte, hvad der skal ske på den gamle bane. Det er en fuldstændig logisk strækning, at dække ind med god kollektiv transport. Det er et af de steder i Danmark, hvor det giver allermest mening at lave S-togsdrift. Jeg bakker fuldt op om visionerne blandt mine partifæller på Fyn. Jeg tager deres forslag med til infrastrukturforhandlinger med de andre partier på Christiansborg, og vi vil kæmpe for, at det bliver prioriteret i den endelige aftale”, siger Rasmus Helveg Petersen, transportordfører fra Radikale Venstre på Christiansborg.
Det er regeringen, som indkalder til forhandlinger om fremtidens infrastruktur i hele landet. Forhandlingerne forventes at starte senere på foråret.


