Published On: juli 23rd, 2025Categories: Erhverv, Klima, Mobilitet

I Radikale Venstre ønsker vi at styrke den kollektive transport i hele Danmark – ikke svække den. Særligt på Vestfyn, hvor togene er rygraden i den grønne mobilitet og et nødvendigt alternativ til bilen for mange pendlere, unge og ældre.

Derfor undrer det os dybt, at organisationen Dansk PersonTransport, som repræsenterer taxibranchen og kommercielle busselskaber, har foreslået at nedlægge stationen i Kauslunde. Et forslag, som Venstres transportminister ikke har klart afvist. Det er bekymrende.

Forslaget om at nedlægge 59 stationer landet over strider direkte imod den grønne omstilling. Det er svært at se, hvordan vi skal få flere til at vælge toget, hvis det bliver mindre tilgængeligt.

Vi kender ingen, der klager over transporttiden – men mange, der klager over antallet af afgange. På Vestfyn er der f.eks. forsvundet to tog om aftenen ved seneste køreplanskift. Det betyder, at hvis man har aftenarbejde, f.eks. i Rosengårdcentret i Odense, er man først hjemme langt ud på aftenen, hvis man tager toget. Det får naturligvis folk til at vælge bilen. Det er præcis det modsatte af, hvad vi ønsker.

Vi mener, at fremtidens togdrift på Vestfyn kræver flere afgange, ikke færre stationer. Stationerne er livliner for lokalsamfundene og en forudsætning for bosætning, erhverv og klimavenlig pendling. Kauslunde station er vigtig for nærområdet – og for sammenhængen i hele kommunen.

Der er et stort uudnyttet potentiale i det gamle banespor på Vestfyn. Når den nye højhastighedsbane står klar, skal den nuværende bane opgraderes til hurtige, hyppige lokaltog – ikke udhules. Det er tid til at tænke ambitiøst: med lyntog og regionaltog, med hyppigere afgange og nye forbindelser. Ikke at tale om nedlæggelser.

Radikale Venstre i Middelfart bakker helhjertet op om:

  • Bevarelse og udvikling af alle eksisterende stationer, herunder Kauslunde
  • Flere togafgange i myldretiden og om aftenen – og bedre forbindelser til Odense og Trekantsområdet
  • Investering i modernisering og opgradering af banesporet

Transportpolitikken må ikke blive styret af snævre erhvervsinteresser. Dansk PersonTransport repræsenterer bus- og taxivognmænd, og deres forslag om at skære i jernbanen bør ses i det lys. Vi har brug for en minister, der stiller sig på borgernes side – og som tør sætte retning for fremtidens grønne mobilitet.

På Vestfyn skal man kunne tage toget – også fra Kauslunde. Og helst oftere.