I 8. klasse skrev jeg en stil i skolen om mine klassekammeraters oldeforældre og deres ligesindede. Lidt underligt emnevalg vil du måske tænke. Og ja, det var da heller ikke det emne min lærer havde noteret på tavlen.
Hun havde skrevet “Andelsbevægelsen og dens betydning for erhvervsudviklingen i Aars”. I 1986 havde den nordjyske by, hvor jeg trådte mine ungdomssko flade et stort slagteri ejet af Danish Crown. Hvorfor ligger slagteriet i dag i lige netop Aars, spurgte hun os. Hvorfor ligger det ikke i vores naboby, Ålestrup?
Jeg gik på opdagelse i lokalhistorisk arkiv, og fandt den ene selvejende gård efter den anden, og en imponerende fortælling om sammenhold og virketrang for at opnå stabilitet og vækst. Et stærkt lokalt interessefællesskab, som blev en del af en bevægelse, som er kendt og anerkendt bredt ude i verden blandt fødevareproducenter.
Med skolestilen fik jeg en dyb respekt for, hvad vi mennesker kan opnå i lokale interessefællesskaber. Jeg begyndte at få øje på lokale fællesskaber overalt. Idrætsforeningerne først. Så aftenskolerne, hobbyklubberne og højskolerne. Telefonbogens sider med lokale foreninger fyldte side efter side. Det blev til en livslang glæde ved at søge sammen med ligesindede for i fællesskab at skabe noget, jeg ikke selv ville kunne magte eller finansiere.
Idag kan vi tage en tur på facebook og spotte hundredtusindvis af grupper for alt muligt. Jeg er selv med i mange. Trangen til at søge sammen om en interesse lever i os alle i bedste velgående. Men de giver mig på ingen måde samme følelse af mening. Det kan kun de interessefællesskaber, hvor jeg skaber noget sammen med andre. I Harndrup er det revyen og lokaludvalget. Og med lidt længere geografisk rækkevidde er det Middelfart Vilde Kommune, hvor jeg er aktiv som en slags tovholder i arbejdsgruppen Aktive Vilde Hænder.
Der er foreløbig 10 arbejdsgrupper, der er igang med at opføre mere skov, lave le-slåningskurser og laug, lave udstillingshave ved Naturcentret og artsregistrering. Og så er der alle de mange events, som boder på markeder, udstilling på KulturØen her i september med konkurrencer og digitale havevandringer. Endelig har vi gennem samarbejde med Middelfart Handel, Middelfart Kommune, Grobund Brenderup og lokale virksomheder deltaget i fællesspisning i gågaden og Naturens dag i Brenderup og ved Naturcentret. Fornylig afleverede vi 22 konkrete ideer til byrådet, og blev inviteret på besøg igen i Miljø- og Energiudvalget for at sætte nye tiltag igang.
Det der binder os sammen er en fælles bekymring for, at naturens økosystemer bliver så skrøbelige under kommende års temperaturstigninger, voldsomme vejr og forældede produktionsmetoder i landbruget, at dyrenes fødekæder kollapser. Der er allerede en tendens igang med færre insekter, færre kryb og derfor osse færre større dyr. Vores fælles interesse er at gøre naturen her lokalt mere mangfoldig, så økosystemet bliver mere robust, og der kommer mere artsrigdom. Sat på spidsen arbejder vi for at kongeørnen, storken, lærkefalken, pungmejsen, latterfrøen, jordbierne, gravanden, odderen, hasselmusen og alle de andre truede danske dyr kan trives i naturen omkring os.
Vi har forskellige metoder, og nogle er mere bekymrede end andre. Styrken i vores fællesskab er, at det er der plads til. Navnet til trods er gruppen ikke styret af kommunen. Ja, vi er vel knap nok en gruppe. Der er ingen forperson, ingen bestyrelse og ingen generalforsamling med vedtægter. Vi holder husmøder med referater og aktivitetslister, og der er et helt fladt hieraki. Vi stoler på, at folk gør det, de siger, de vil gøre. Initiativtagerne Linda Frølund Hansen og Bent Pandal er i den grad lykkedes med at give alle ansvar og plads, så vi hver især kan engagere os, som det giver mening for os selv.
Lokale fællesskaber rykker.
Klumme, Elisabeth Tejlmand, september 2021
Elisabeth Tejlmand fortæller om Middelfart Vilde Kommune på Klimafolkemødet 2021. Hun og initiativtager Linda Frølund Hansen var inviteret af Deltager Danmark til at fortælle om hvordan det lokale fællesskab kom igang, og hvad der driver fællesskabet.
