Published On: oktober 18th, 2021Categories: Klima, Læserbreve Elisabeth

Uffe Høj LauridsenEt af mine personlige interesseområder er klima/CO2-problemstillingen.

Der gøres desværre alt for lidt for at reducere CO2-belastningen, både på nationalt og på kommunalt plan. Desuden mener jeg, at vi skal ofre energiforsyningen noget mere opmærksomhed, for det hjælper jo ikke noget, at vi alle sammen kører elbil, hvis den strøm, der bruges i bilerne er produceret på kul.

Som det er nu, er ca. 60% af den strøm vi bruger ”grøn”. Folketinget har netop vedtaget at anlægge en energiø i Nordsøen, og forventningen er, at strømproduktionen fra vindmøller tilknyttet denne ø vil udgøre ca. 1,5 gange vores nuværende elforbrug, når den er fuldt udbygget.

Men jeg har mine tvivl om energiøen som løsning.

For det første er tidshorisonten et problem. For det andet er anlægsudgiften for denne ø ca. 210 milliarder, og det er så vidt jeg har forstået excl. vindmøller. For det 3. er der behov for en elproduktion, der er 5-6 gange så stor som den nuværende, hvis vi skal være fuldstændig co2-neutrale. Der skal være strøm til biler, til varmepumper og til at konvertere strøm til flydende brændstoffer på de såkaldte power2X anlæg – f.eks. fly, skibsfart og entreprenørmaskiner har behov for flydende brændstoffer.

Hvad kan vi så gøre som kommune?

Vi kan sætte vindmøller op på land.

Jeg vil arbejde for, at vi etablerer en vindmøllepark i Middelfart Kommune på 100 MgW. Hvem vil være med?

Incl. kompensation til dem, der bliver berørt af et sådan anlæg, er det mit skøn, at en sådan park koster ca. 1 milliard kr.

Jeg forestiller mig, at parken skal finansieres og drives af borgerne i Middelfart Kommune, og hvis man tilbyder en forrentning af den indskudte kapital på 3% ( reguleres med diskontoen ) vil der i løbet af driftsperioden på 25 år skabes et overskud på 2 – 300 millioner kroner. De penge forestiller jeg mig skal deles ud til forenings- og kulturlivet i Middelfart Kommune.

Fra der tages beslutning om at etablere en sådan vindmøllepark, og til den er i drift, går der ca. 1 år.

For det beløb, det koster at anlægge energiøen i Nordsøen, kan der rejses 210 sådanne vindmølleparker rundt om i landet med en samlet kapacitet på 21 GW. Produktionen fra disse vindmølleparker vil svare til 2 gange danmarks nuværende elforbrug. Det er altså heller ikke tilstrækkeligt, men det vil gøre en forskel og vi kan komme i gang nu.

Stem personligt på mig d. 16. november for en aktiv energipolitik i Middelfart Kommune.

Uffe Høj Lauridsen
Vibyvej 44,
5580 Nørre Aaby