Radikale Venstre vil gøre Lillebælt til et af landets 15 naturnationalparker. Mandag præsenterede byrådskandidat Elisabeth Tejlmand og folketingsmedlem Lotte Rod planen på toppen af Lillebæltsbroen.
– Det skånsomme fiskeri lider i Lillebælt. Biologer melder om nul fisk, og alt for få levesteder for yngel og føde. Lillebælt skal have hjælp nu. Kun ved at stå sammen rundt om Bæltet kan vi råbe Christiansborg op til glæde for både natur, turismen og fiskeriet, siger Elisabeth Tejlmand, byrådskandidat i Middelfart.
Radikale vil gøre Lillebælt til landets første naturnationalpark i havet. Det vil blive omfattet af styrkede krav til naturbeskyttelse med:
- Forbud mod trawlfiskeri på samme måde som i Øresund, dvs. inkl. pelagisk trawl
- Forbud mod klapning i og omkring det udlagte område
- Forbud mod muslingefiskeri med skrabende redskaber
Der skal fortsat være plads til naturskånsomt fiskeri, ligesom der også vil være plads til friluftsliv, turisme under hensyn til biodiversiteten. Altså i store træk på samme måde som naturnationalparkerne på land.
– Vi har noget særligt her i Lillebælt. Det skal vi passe på og gøre bedre: Vi kan gå forrest i Danmark og endda gøre Lillebælt til et internationalt forbillede for dyr og miljø i havet, siger folketingsmedlem Lotte Rod.
Lillebælt fungerer som vigtigt yngleområde for havørnen, rørhøgen og fjordternen og mange andre fugle. Bæltet er også hjemsted for verdens tætteste bestand af marsvin.
Den nye naturnationalpark skal som minimum omfatte de nuværende Natura2000 områder. Radikale Venstre ser gerne, at det bliver et stort sammenhængende naturområde, som strækker sig fra Trelde Næs til syd for Årø og Bågø. Den præcise afgrænsning skal i et lokalt samarbejde, fordi det betyder noget, at der er sammenhold om naturnationalparkerne.
På billedet ses: Elisabeth Tejlmand (Middelfart), Lance Luscombe (Vejle), Merete Due Paarup (Kolding), Torben Elsig-Pedersen (Vejle) og Lotte Rod (Folketinget)