Published On: juli 10th, 2021Categories: Læserbreve Elisabeth, Miljø, Natur, Vækst
På min terrasse står et lille træ, som stort set fik ædt alle sine blade af sultne larver i juni. Heldigvis slog jeg koldt vand i blodet, og undlod at trække det op og købe et nyt. For nu her i juli titter nye blade frem overalt på træet. Det trives, og er på den måde et glimrende eksempel på, hvor robust naturen faktisk er.
Alligevel foreslår vi i Radikale Venstre, at partier og byråd omkring Lillebælt går sammen om at få bæltet løftet op i international miljøbeskyttelsesniveau ved at gøre det til NaturNationalPark.
Modsat træet på min terrasse så har Lillebælt brug for vores hjælp. Vi mennesker belaster vandmiljøet så hårdt, at dets naturlige balance og robusthed ikke er tilstrækkelig til at få økosystemet tilbage i balance. Det er en skam for biodiversiteten, og gør det vanskeligt at finde fisk, dyrke havhaver og udbyde oplevelser under og langs med vandet.
Vi skal arbejde sammen med de øvrige byråd og landspolitikerne om at finde alternativer til klapning, skabe levesteder, investere i et bæredygtigt kystnært fiskeri og erhverv og finde måder at begrænse udledningen af kvælstof og miljøskadelige stoffer fra land.
Det bliver en kæmpe opgave, men med positive perspektiver for både natur og mennesker. Ligesom træet på min terrasse skal vi sikre et lige så stærkt og levedygtigt Lillebælt.
Elisabeth Tejlmand
Spidskandidat for Middelfart Radikale Venstre