Ingen kan længere være i tvivl om, at kommende generationer vil bebrejde os, hvis ikke vi NU afgørende reducerer CO2-belastningen af klimaet. Voldsommere vejr, store vandmasser og øget pres på økosystemet, der brødføder os, får det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver. Ændrede vaner inden for energi, transport og produktion er i gang som en spæd start. Nu skal der sættes fart på.
I Radikale Venstre stiler vi efter 100 procent reduktion i CO2-trykket i 2040, og derefter ønsker vi et minus, så Danmark lagrer CO2. Lokalt opfordrer vi derfor til, at det næste byråd tager fat på sin del af ansvaret for den grønne omstilling.
I dette læserbrev fokuserer vi på fødevareproduktionen. Vi har følgende fire konkrete forslag til initiativer, som byrådet kan gå i gang med, men vi er som altid åbne for andres input også.
1. De årlige indkøb på 643 millioner kroner skal bruges til indkøb med fokus på en vare eller serviceydelses langtidsværdi og bæredygtighed. Pris er ikke ligegyldig, men den skal heller ikke være afgørende. Lav pris er sjældent lig med bæredygtighed. Og ja, det må godt koste ekstra.
2. Det er muligt, at opdele flere udbud, så mindre producenter og leverandører i vores nærområder får en chance for at deltage. I en kommune, hvor vi er gode til at se værdien af at arbejde sammen lokalt, må det være naturligt, at små selvstændige får lov at byde, når der eksempelvis skal købes fødevarer til institutionerne.
3. Kommunerne har fået bedre mulighed for at hjælpe den grønne omstilling på vej, så nu skal vi melde os aktivt ind i arbejdet for et fælles, enkelt og nemt beregningsværktøj for en vares CO2-aftryk. Dansk Standard og Concito er igang. Lad os hjælpe dem. Gerne i et forpligtende partnerskab.
4. Endelig foreslår vi, at byrådet afsætter midler til kompetenceudvikling af ernæringsprofessionelle i køkkenerne, så der kommer ny inspiration til nærende, plantebaseret kost ind i deres arbejde. Vi ønsker ikke at fjerne bøf og bacon fra bufferne, men blot give borgerne et nærende og mættende alternativ. Kost- og Ernæringsforbundet peger på, at kostens CO2-aftryk i de offentlige køkkener skal reduceres med 25 procent. Om det er et godt tal her hos os, må vi tage en fælles snak om.